Jul på landet omkring 1790
I meget gamle dage, på vore tiptiptiptip -tiptipoldeforældres tid, boede de fleste mennesker i Danmark på landet.
Der var ingen supermarkeder, hvor man lige kunne smutte hen og hente flæskestegen i frysedisken et par dage før Juleaften. Alting måtte man lave selv; - der skulle støbes lys og slagtes, bages og brygges øl til gårdens mange mennesker. Så hele landmandens familie og karlene og tjenestepigerne med begyndte allerede med juleforberedelserne tidligt i november. Julegrisen, som var blevet tyk og fed i løbet af året, blev slagtet og skåret ud. Flæskesiderne blev saltet, og de rensede tarme blev proppet med kød til hjemmelavede pølser. Selve Juleaften blev lænkehunden, der ellers boede i sit lille skur ude på gårdspladsen, inviteret ind i den varme stue, mens gårdens folk nød julemaden. Så serverede man tre klatter grød for den af tre forskellige kornsorter. Den grød - byg, havre eller rug - som hunden spiste først, ville give den bedste høst til næste år. Derefter gav de voksne børnene små gaver. Det var kun beskedne ting, og de var ikke pakket ind. Det kunne f.eks. være en ekstra stor håndfuld pebernødder, en hjemmestrikket hue eller et par sokker. Tjenestefolkene fik måske en lille opmærksomhed af gårdmanden - f.eks. et brød, en halv gris eller penge. Ellers gav de voksne ikke hinanden julegaver. De nøjedes med at nyde maden og det søde juleøl. Og så glædede de sig til at slappe af fra den lange forberedelsestid i julestuerne efter helligdagene. Julestuerne var hyggelige aftener, hvor unge og gamle fra omegnen mødtes hos hinanden for at snakke, lege og smage på årets julebryg. Julestuerne startede som regel lige efter juledagene og fortsatte til hen i januar. Folk skiftedes til at holde julestue for naboer og venner hver anden eller tredje dag. Og så hyggede man sig sammen. Det kunne gå således til: Mor sad ved kakkelovnen og snakkede med konerne fra nabogårdene, mens de strikkede, så pindene klirrede. Far sad og tyggede på sin gamle pibe, mens han lyttede til andre mænd, som fortalte muntre historier fra deres ungdom. Måske var der et par overdrivelser og en hel del løgnehistorier iblandt, men det gjorde ikke noget, når bare tilhørernes øjne gnistrede af spænding. I mellemtiden dansede de unge med hinanden til spillemandens lystige violinmusik. Selv om han spillede, så strengene hvinede, og fødderne trampede, så krusene hoppede på bordet, forstyrrede det ikke de ældre i deres snak. De lænede sig bare lidt længere frem på stolene og stak hovederne tættere sammen over fælles minder. Midt i det hele gik døren op og et par af karlene rullede en stor tønde med det søde juleøl ind i stuen. Så kan det nok være, at alle fik gang i krusene. De unge piger, som var blevet varme af dansen, slog sig ned for at svale af med en tår øl, mens de fnisede af karlene. Oline lo højest. De var ikke alle lige gode til at danse, de fyre, og et træskotramp over tæerne var ikke det bare grin for en pigefod! Pludselig foreslog en af pigerne, at nu skulle der synges. Så sang man sammen - gamle, unge og børn -, mens tællelysene flakkede i stagerne. Bagefter legede man "Blindebuk" eller "Bro-bro-brille" eller dansede sammen i kædedanse, hvor alle kunne være med. Så skubbede man bordet og stolene til side, og Mor og Far hoppede også med i kæden, så længe benene kunne bære dem. Den lange menneskekæde snoede sig rundt i stuen, hvor der var plads. Hen på aftenen, hvor juleøllet var sunket godt i tønden, blev nogle af de unge modige nok til at underholde de andre med komediespil eller lidt grove løjer. Et par af karlene slog enderne sammen og kravlede rundt på alle fire, mens en tredje red på deres rygge som en anden rytter. Han råbte og svingede med ølkruset, som om han red en utæmmet hest. Lidt efter kom et skrækkeligt uhyre brasende ind i stuen. Det var en kæmpestor gedebuk med vældige horn og en klaprende underkæbe. Han vraltede rundt på stive forben, men havde bagben som et menneske. Rundt fór han, trampende og bandende som Fanden selv, mens han skubbede til folk, væltede deres ølkrus og kneb pigerne i enden, til de hvinede af skræk. En lille dreng, som havde gemt sig under slagbænken for ikke at blive jaget i seng, begyndte at hyle af forskrækkelse. Men den store gedebuk var ikke farlig. Den standsede ved bordet og gnaskede resterne af julekagen, et par æbleskiver og de sidste pebernødder i sig med en hånd som et menneske. Far og Mor lo bare. De vidste godt, at uhyret bare var naboens Poul, som havde trukket et tæppe over sig og legede julebuk. Bukken forestillede Djævelen, som blev lammefrom og ufarlig, når bare han blev bestukket med lidt af helligdagenes gode mad. Sådan fortsatte løjerne og legene til ud på natten, ind imellem afbrudt af en ny sang og flere danseture, hvor de unge pigers skørter susede, og øllet skummede i krusene og i maverne. Imens tog de ældre sig et sidste slag kort, mens tællelysene brændte ned. Man kunne høre på spillemandens violin, at hans hænder var ved at være trætte. Snart efter tav instrumentet dog, og syngende stemmer forsvandt lidt efter lidt ad de tilsneede veje over mod nabogårdene. Men Oline var ikke ked af, at aftenen var omme. Om tre dage skulle der være julestue igen ovre hos Pouls forældre. Hvis da spillemandens fingre var blevet udhvilede igen til den tid.
